Fri fragt og retur v. køb over 499,-

Levering 2-3 hverdage

Prismatch

SKYDEBANEN ER ÅBEN IGEN!

Sådan vælger du den rette riffel som nyjæger – En praktisk guide

Guide til valg af riffel

Nathascha Hall |

Som nyjæger er det vigtigt at vælge den rette riffel. Her får du en praktisk guide, der hjælper dig med at forstå de vigtigste overvejelser, når du skal vælge den bedste riffel til dine behov.

Riffeltyper for nyjægere – hvilken riffel passer til dig?

Der findes mange forskellige typer rifler på markedet, og hvilken type du vælger, afhænger af dine præferencer og det vildt, du planlægger at jage. Her er de mest almindelige riffeltyper:

Repetérriffel/Bolt-action rifler: Dette er den mest traditionelle og populære type riffel blandt jægere. Bolt-action rifler er kendt for deres pålidelighed og præcision, hvilket gør dem til et godt valg for nyjægere. En repetérriffel kan typisk lades med 3-6 patroner. Der er ikke regler for hvor mange patroner denne riffeltype må indeholde. 

Halvautomatiske rifler: Disse rifler gør det muligt at affyre flere skud hurtigt, da de automatisk lader en ny kugle ind efter hvert skud. De er ideelle til jagtformer, hvor hurtige opfølgende skud er nødvendige. I Danmark må en halvautomatisk riffel maksimalt indeholde 3 patroner.

Kipplauf: Riffel med knæklås som lades på samme måde som et klassisk haglgevær. Oftest en meget let, kort og elegant riffel, som dog er begrænset af kun at indeholde et skud.

Dobbeltrifler: Riffel med knæklås som, ligesom et klassik haglgevær, er af  over-under eller side-by-side typen. Tungere våben som oftest anvendes ved drivjagt og til jagt på farligt vildt hvor to hurtigt opfølgende skud er at foretrække.

Pump-action rifler: Mindre almindelige, men brugbare i visse jagtformer. Disse rifler kræver manuel pumpning for at lade en ny patron i kammeret.

Som nyjæger vil en repetérriffel/bolt-action typisk være det bedste valg, da den kombinerer præcision med enkelhed i brug. Dertil er det en riffel som kan bruges under alle former for riffeljagt. Udvalget er enormt og den findes i alle prisklasser.

Valg af kaliber til riffel – sådan vælger du som nyjæger

Kaliber refererer til størrelsen og udformningen på riflens patron, og valget af kaliber er vigtigt, da det påvirker både præcision og hvilken type vildt, du kan og må jage. Her er nogle almindelige kalibre, der passer godt til nyjægere. De er alle kendetegnet ved, at de er almindeligt udbredt og at udbuddet af ammunition er stort:

223 Remington: Lille kaliber med enorm udbredelse som nærmest er fri for rekyl. I Danmark er den begrænset til vildt i klasse 2 og nedefter og er derfor optimal til råvildt, ræv og mårhund.

243 Winchester: Dette er et fremragende valg til nyjægere, da kaliberet har meget mild rekyl. Kraftigere end 223 Remington og derfor velegnet til længere skud. I Danmark er den begrænset til vildt i klasse 2 og nedefter og er derfor optimal til råvildt, ræv og mårhund.

6,5x55: Klassisk, svensk kaliber som har eksisteret i +100 år og et virkelig godt valg som nyjæger. Kendt for sin høje præcision og relativt lave rekyl. Lovlig til alle vildtarter i Danmark.

6,5 Creedmoor: Amerikans og mere moderne ækvivalent til 6,5x55. Ballistisk set nærmest identisk. Dette kaliber har i de seneste år vundet en del indpas på det europæiske marked og findes i et bredt udvalg af rifler.

270 Winchester: Klassisk, amerikansk kaliber som er udviklet med 30.06 Springfield som base, men som anvender en mindre kugle. Fladt skydende med høje udgangshastigheder og moderat rekyl.

308 Winchester: Et meget alsidigt kaliber, der er god til både små og større vildtarter som hjortevildt og vildsvin. Dette kaliber er populær blandt både nyjægere og erfarne riffelskytter. Patronen er kort og i nogle rifler er låsestolen tilsvarende kort. Egner sig godt til kortere pibelængder og brug af lyddæmper. Moderat men mærkbar rekyl.

30-06 Springfield: Et kraftigere kaliber, der er særdeles velegnet til større vildtarter, men som har en kraftigere rekyl. Dette gør den mindre velegnet til nyjægere som er følsomme rekyl. Dette kan ofte afhjælpes med en mundingsbremse eller en lyddæmper.

9,3x62: Kraftigt kaliber som affyrer en tung kugle. Ofte anvendt til større og skudstærkt vildt som vildsvin, kronvildt og elg. Krum kuglebane som gør kaliberet bedst egnet til korte og moderate afstande.

Når du vælger din første riffel, er det bedst at starte med en kaliber, der har moderat rekyl, så du kan fokusere på præcision og udvikling af dine skydefærdigheder. Et kaliber som må anvendes til alle vildtarter i Danmark vælges ofte grundet sin alsidighed.

Jagtområde og terræn – tilpas din riffel til terrænet

Dit jagtområde spiller også en stor rolle i valget af riffel. Hvis du jager aktivt i tæt skov eller krat, vil en kort, kompakt og let riffel være nemmere at håndtere. På anstand over åben mark, hvor du skal skyde over længere afstande, kan en tungere riffel med længere pibe og være en fordel. Tænk derfor altid på det terræn, du skal jage mest i, når du vælger riffel.

Vægten af din riffel – hvor tung skal den være?

Riffelvægt er en vigtig faktor, især hvis du skal gå langt eller jage i vanskeligt terræn. En tung riffel kan være mere stabil at skyde med og absorberer mere rekyl. Den vil dog også være mere anstrengende at bære rundt på. For nyjægere er det ofte bedst at vælge en moderat let riffel som er mere håndterbar. 

Optik til riffel – find den rigtige sigtekikkert

Optik, såsom kikkerter, spiller en vigtig rolle i præcisionen på jagten. Som nyjæger kan det være en fordel at vælge en kikkert med variabel forstørrelse, så du kan justere til forskellige afstande. Det er vigtigt at sikre, at kikkerten er korrekt justeret til riflen, så du får de bedste resultater i felten. Til almindeligt jagtbrug er langdistancekikkerter med høje zoomgrader og ballistiske indstillingsmuligheder ofte overflødige.

Pris og budget – invester i kvalitet

Selvom det kan være fristende at gå efter det billigste udstyr som nyjæger, er en riffel en vigtig investering, der kan vare i mange år. Overvej dit budget nøje, og vælg en riffel af god kvalitet - det giver en bedre jagtoplevelse på sigt. Mange gange kan en lidt dyrere riffel betale sig i form af præcision, brugervenlighed, holdbarhed og pålidelighed.

Test og træning – sådan bliver du tryg med din riffel

Inden du køber din riffel, er det en god idé at overveje forskellige rifler og kalibre, så du kan finde ud af, hvad der passer bedst til dig. Mange jagtbutikker tilbyder mulighed for at se og holde mange forskellige rifler, så du kan få en følelse for våbnet. Når du har valgt din riffel, er det vigtigt at træne regelmæssigt for at opnå den bedste præcision og kontrol.

Lovgivning og sikkerhed – kend reglerne

Sørg for, at din riffel overholder de danske våbenlove. Der er regler for opbevaring og transport af rifler, som du skal være opmærksom på. 

Find den rigtige riffel som nyjæger

At vælge den rette riffel er en stor beslutning for enhver nyjæger. Valget af riffel afhænger af flere faktorer som kaliber, ergonomi og anvendelsesformål. Som nyjæger er det vigtigt at vælge en riffel, der passer til din jagtform og giver en præcis og sikker skudafgivelse. Hos JAFI har vi et bredt udvalg af jagtrifler, der passer til både nyjægere og erfarne skytter.

Uanset om du søger en allround-riffel til alsidig jagt eller en specialiseret model til specifikke vildtarter, kan du finde en riffel, der matcher dine behov. Sørg for at danne dig et overblik over forskellige rifler og få professionel vejledning, så du kan finde den bedste riffel og få succes som jæger.

Tilmeld dig JAFI nyhedsbrev for nyjægere her.

Skriv en kommentar

Bemærk: Kommentarer skal godkendes før de bliver offentliggjort.